Derfor er jeg her i dag, siger butikschef hos Maxi Zoo, Marian Engedal
Bag Disken: Marian Engedal er i gang med at snakke med en kunde.
Det er ikke så underligt, for hun er butikschef i en stor landsdækkende kæde med 46 butikker.
Men denne kunde siger ikke så meget, men jo mere Marian Engedal snakker, jo mere logrer kunden. Det er nemlig tilladt med dyr i butikken.
Kunden er en Shetlands Sheepdog, i daglig tale en Shelti, og Marian Engedal er butikschef i Maxi Zoo i Ringkøbing-Centret. I butikken kan kunderne købe foder og dyrerelaterede artikler.
- Jeg har altid godt kunnet lide dyr. Det er nok derfor, jeg er havnet her. Jeg kan godt lide at snakke med mennesker og give dem gode råd og vejledning om deres kæledyr, fortæller Marian Engedal.
Der skulle ellers gå lang tid, inden hun begyndte at stå i butik. Faktisk nåede hun at fejre 25-års jubilæum som bogholder, inden hun besluttede sig for at blive selvstændig som købmand i Spjald.
- Jeg ville gerne prøve noget med mennesker, noget hvor man snakkede med mange forskellige mennesker hver dag og ikke de samme 15 mennesker på kontoret. Desværre måtte jeg lukke efter et par år, jeg var så hos en købmand i Ørnhøj et stykke tid, inden jeg blev headhuntet til hvide Sande Røgeri, hvor jeg var butikschef i tre år. så blev denne stilling slået op, og den syntes jeg bare, at jeg måtte søge, forklarer Marian Engedal.
I Maxi Zoo, der har sloganet Kærlighed til kæledyr, kommer alle, der har kæledyr, kunderne har hunde, katte, gnavere, slanger og fugle.
- Vi giver gerne dyre-ejere gode råd eller henviser vores kunder til en dyrlæge. Maxi Zoo butikkerne ligner hinanden landet over, uanset om den ligger i Ringkøbing eller Odense. Jeg har en af de mindste butikker, så har heller ikke alle varenumre, men det har vores webshop, som vi så kan henvise til, og så kan kunderne få varerne sendt hjem, forklarer hun.
Kvickly er med til at trække kunder til Maxi Zoo. Der er både nye kunder og stamkunder.
- Vi har et samarbejde med sommerhusudlejningsbureauet Westerland, der har en goodie-bag fra vores butik liggende i deres sommerhuse. Mange tyskere har jo deres hund med på ferie og kender vores varer, så de kommer forbi, og skal have noget til deres hund, siger Marian Engedal.
Maxi Zoo har en fordelsklub, Pote-Klubben, hvor kunderne får mere rabat, jo mere de handler i butikken.
- Vi laver også VIP-arrangementer, hvor VIP står for Very Important Pet, meget vigtigt kæledyr. Så går vi ture til fjorden, vi har holdt kanindage, og vi har holdt ilder-dage. Vi prøver at have nogle arrangementer, som kunderne har lydt til at komme til, siger Marian Engedal.
-
Butikschef i Maxi Zoo Ringkøbing
53 år.
Uddannet bogholder hos Fibo, siden Saint-Gobain Weber i Videbæk, hvor hun fejrede 25 års jubilæum i 2010.
Skiftede så branche og blev i 2011 selvstændig købmand i Kwik Spar i Spjald.
Efter et par år måtte hun lukke butikken og blev i stedet butikschef hos Hvide Sande Røgeri.
I 2016 blev hun butikschef i den nyåbnede Maxi Zoo i Ringkøbing-Centret.
Fraskilt, har tre voksne børn på 20, 24 og 25 år.
Boi i Lem sammenmed sin kæreste, to hunde, to katte, en ara og mange mindre fugle.
Fem ansatte.
Der er 46 Maxi Zoo butikker i Danmark, er en del af Fressnapf-kæden fra Tyskland, der har over 1500 butikker i Europa. Fressnapf betyder madskål på tysk.